fredag den 23. september 2016

Turen går til Norge


Man tror, det er løgn, men jeg har aldrig været i Norge før! En del af min mors familie bor der, og min egen mor flyttede selv om ung til Kristiansand. Så NU er det vist på tide, at jeg kommer derop og ser mig lidt omkring ;) Sammen med min barndomsveninde, Christina (Stinna), tager vi færgen fra Hirtshals og drager nordpå.  


Velankommet til Kristiansand

1. På tur rundt i byen 


2. Bål på fjeldet eller svarbjerget, som det vist hedder :) 

Lidt grynet, men glade typer på toppen :)

3. Her boede min mor engang i 80'erne


4. På tur til Lillesand 


5. Solopgang over Kristansand



fredag den 5. august 2016

Tanker om at rejse væk

Det er er dejligt at være hjemme i Nordjylland, og jeg er så heldig stadig at have min farmor, farfar og mormor her. Min mormor elsker at rejse - og rejser stadig mere end mig, selvom hun er 83 år. Dét med at rejse og tage billeder har jeg helt sikkert fra hende, og hun synes, det er vildt spændende, at jeg rejser til New Zealand og Australien.

Min farfar, der fylder 90 år til februar, har ikke rejst i mange-mange år, men forleden fortalte han, at han som færdiguddannet kok kom i marinekorpset som ung og sejlede med Ø.K. (Østasiatisk Kompagni) til Sydney, hvor han kort var på fastland. Han synes også, det er fantastisk, at jeg tager af sted: "Det er bare med at opleve noget, mens man er ung", som han siger, "man kan hurtigt nok slå sig ned - jeg var jo selv 29, før jeg var klar".

Jeg kan mærke, at det betyder meget for mig, at de støtter mig i det. Det er jo langt væk, og tanken om, at de er oppe i årene, er noget, som jeg tænker en del på. Men jeg kan se, hvor glade de bliver ved tanken om, at jeg snart er færdig med mine studier og bagefter skal ud og forfølge mine drømme. Ifølge min farfar, så bliver jeg også en meget bedre samfundsfagslærer, når jeg har set verden med mine egne øjne :)

søndag den 31. juli 2016

Eksamenskuller og rejsefeber

Det er en farlig cocktail! Jeg sidder og drømmer mig væk... det hjælper, at jeg er taget til Nordjylland, så jeg kan føle mig lidt som et feriebarn. Min familie hygger om mig, og det er dejligt at være heroppe, hvor lyset er ekstra skarpt, og vinden slår ind over land fra det nordlige Kattegat. Stranden har altid været mit yndlingssted, og intet slår lyden af bølgernes brusen :)

Midt i specialeskrivningen er en af mine yndlings overspringshandlinger at klikke mig ind på rejseblogs. Jeg bruger alt for meget tid på at surfe på nettet, men til gengæld får jeg masser af inspiration til min kommende rejse. Jeg er især vild med idéen om WWOOF, som står for World Wide Opportunitues on Organic Farms. Konceptet er, at man arbejder på en farm, og som betaling får man kost og logi (læs mere her).

Det er helt sikkert noget, jeg vil benytte mig af, når jeg skal af sted. Til dels for at få en anderledes og unik oplevelse, komme helt tæt på de lokale, og samtidig spare penge på kost og logi, som jo ofte er en af de største udgifter ved at rejse, når man først er på farten. Derudover er jeg opvokset i en familie, der har dyrket egne grøntsager i kolonihaven hver sommer. Det er noget, som jeg gerne vil fortsætte med, og på min egen lille terrasse i Aarhus dyrker jeg også selv diverse krydderurter. Kartoffelmaden smager bare bedre med purløg fra egen have :))


Drømmen er engang at være så selvforsynende som muligt. Jeg kan godt li' det fysiske arbejde, glæden ved at se ting gro og tanken om, at det ikke er fyldt med kemikalier. Så muligheden for at prøve livet på landet er noget, som jeg virkelig ser frem til.


søndag den 3. juli 2016

Forberedelser: Turen går til New Zealand og Australien

Siden 9. klassen har jeg haft en drøm om at bosætte mig i udlandet for en tid. Dén unikke oplevelse i at bo og leve side om side med de lokale, og virkelig få sproget samt kulturen ind under huden.

New Zealand stod øverst på min bucketlist i gymnasietiden, men jeg kom ikke af sted i mit friår, da jeg fik en kæreste, som jeg ikke ville rejse væk fra. Siden er årene gået. Efter min bachelor tog jeg på højskole, og undervejs endte mit forhold. NU skulle jeg af sted på kandidaten, men (det evige men!) det blev kun til et praktikophold i København.

Langt om længe er jeg snart færdig med mine studier, og der er for første gang ikke noget, der holder mig tilbage - andet end fornuften og den indre, lille tryghedsnarkoman, som nok gemmer sig i os alle.

Søren Rasted sagde det meget præcist i et indslag af Mads & Monopolet: "Livet er et spil. Den, der oplever mest, vinder.". Det stemmer ret godt overens med min livsfilosofi, sådan kogt ned til en bouillonterning, og jeg kaster mig derfor snart ud i mit næste eventyr i Oceanien: New Zealand og Australien.


Jeg har allerede fået et Working Holiday Visa til Australien, som gives til unge under 30 år uden børn. Det giver tilladelse til at bo og arbejde der i et år, og man kan frit rejse ind og ud af landet i dén periode. Det koster knap 2300 kr., og det er nemt at søge online. De første notater er indført i Lonely Planet's The best of Australia - top sights, authentic experiences. Om et halvt år kan jeg krydse endnu en verdensdel af på min bucketlist. Jeg glæder mig allerede!

fredag den 1. juli 2016

De syv verdensdele på min bucketlist

Jeg drømmer om at opleve alle syv verdensdele og mindst 30 lande, inden jeg fylder 30 år. Det sidste er nok mest realistisk, da rejsen til Antarktis kræver en hel del penge og tid! Status (opdateret december 2018): Jeg er 29 år, har besøgt 26 ud af 196 lande og fire ud af syv verdensdele i alt: Asien, Nordamerika, Australien/Oceanien og selvfølgelig Europa.



Her er et overblik over, hvor i verden jeg har været indtil videre:

ASIEN (8) 
1) Forenede Arabiske Erimater (Dubai 2013) 
2) Indonesien (Bali, Gili Trawangan 2017)
3) Japan (Tokyo, Tokamachi, Niigata 2013)
4) Malaysia (Tiomon Island, Kuala Lumpur, Penang, Langkawi 2013)
5) Singapore (2013 + 2017)
6) Sri Lanka (Kurunagela, Dambulla, Sigiriya, Polonuruwa, Kandy, Ella, Ohiya, Galle, Mirissa 2017) 
7) Thailand (Koh Tao, Bangkok, Chiang Mai 2013)
8) Vietnam (2018)

AFRIKA (0)

NORDAMERIKA (1)
9) USA (New York 2015)

SYDAMERIKA (0)

ANARKTIS (0)

EUROPA (16) 
10) Danmark (født her i 1989)
11) Frankrig (2xTaizé og Paris)
12) Færøerne (2013)
13) Grækenland (Skiathos 2012 – Kreta 2011)
14) Holland (2004)
15) Irland (Dublin og Dekalb 2016)
16) Kroatien (2006)
17) Norge (Kristiansand og Lillesand 2016 + Mandal 2018)
18) Portugal (Lissabon 2018)
19) Slovenien (2006)
20) Spanien (Barcelona 2016 – Tenerife 2009 – Gran Canaria 2003) 
21) Storbritannien (3xLondon og Nordirland 2016)
22) Sverige (2xGöteborg, Lund og Sälen)
23) Tyrkiet (Alanya 2008)
24) Tyskland (bl.a. Berlin 2013 + Berlin 2018)
25) Østrig (2006)

AUSTRALIEN/OceanIen (1)
26) Australien (Cairns 2017) 

tirsdag den 24. maj 2016

Turen går til Barcelona

Det er søndag den 15. maj, og flyet er lettet fra Aalborg. Barcelona kalder, og ferien kickstartes med sangria. Jeg kan næsten høre kastagnetterne spille ;)
Når man er i Barcelona, skal man jo ikke snyde sig selv for at drikke sangria og cava i spandevis, spise tapas til man revner og købe masser af friske råvarer på Europas største madmarked. Barcelona er fantastisk pga. kombinationen mellem storby og strand. En top 5 rækker bestemt ikke, men jeg har alligevel kogt det ned til følgende:

Min top 5:


1. La Sagrada Familia - Gaudìs mesterværk
Hverken ord eller billeder kan retfærddiggøre, hvor fuldstændig fantastisk dette bygningsværk er! Jeg bruger sjældent ordet 'magisk', men det her er virkelig magisk. Vi købte en is over for kirken og gik en tur i den fine lille park. Husk at bestille indgangsbillet  til kirken på forhånd for at undgå at stå i kø :)
Lige over for kirken kan man købe de lækreste is.
Der er kælet for hver detalje: Alt fra materialer, lyd- og lysforhold. Lysindfaldet gennem de utallige mosaikker forvandler dagslyset til alle regnbuens farver. Det giver en fornemmelse af, at der er noget meget større end én selv her i Gaidìs guddommelige mesterværk.


2. Park Gäuell
Parken er enorm og eventyrlig. Små farverige mosaikker pryder bænken hele vejen rundt med udkig over Barcelona og havet i horisonten. Det minder mig om eventyret om Hans og Grete, der lokkes ind i pandekagehuset. Man kan få mange timer til at gå her :)


3. Casa Mila 
Vi besøger Casa Mila tegnet af Gaudì på min 27 års fødselsdag i fuld sol over Barcelona.
Gaudì var bl.a. inspireret af de organiske former, hvilket tydeligt går igen i hans værker. Det er ikke kun udenfor, men også inden for i Casa Mila, at man bliver imponeret af, hvor gennemført hele huset er. Det er utroligt, hvad man har været i stand til at bygge for over 100 år siden. Det åbnede i december 1910, og byggestilen er kendt som catalonsk modernisme.
Fra taget kan man kigge ud over Barcelona - en fantastisk udsigt, som indfanger La Sagrada Familia helt ude i horisonten. Her er træer overalt i bybilledet, og det giver en god modvægt til storbyfornemmelsen. Mange bygninger er udstyret med altaner, som er sirligt dekorerede under bunden, så man fra fortorvet har noget pænt at kigge op på. Fin lille detalje :)

4. Barceloneta - en gåtur langs havet


5. Ramblaen, markedet og en kop cappuccino på Placa Reial
Noget, man simpelthen ikke må snyde sig selv for, er en tur ned langs ramblaen med de små boder, gadekunstnere og et af Europas største madmarkeder, La Boqueria, som ligger ud til ramblaen.  Her er ALT, hvad man kan drømme om og mere til af frisk fisk, kød, frugt og grønt. Vi købte frokost herinde og slæbte store poser med friske råvarer med hjem til vores ferielejlighed. 
En tiltrængt kaffepause tilbringes med en kop cappuccino på Placa Rial i de smukkeste omgivelser - en kontrast til den hektiske rambla med alle dens boder og menneskemylder. Den hyggeligste lille oase midt i byen.

Der er mange-mange fantastiske oplevelser i Barcelona! Dette er blot et lille udpluk. Jeg ville gerne ha' været på Montjuïc og se Font Màgica - det magiske springvand, Camp Nou, besøgt den Olympiske by og nydt udsigten over Barcelona by. Derudover skulle det tyrkiske bad Aires være et besøg værd. 

Sangria, cava og tapas får jeg aldrig nok af, og især pintxos på Bilbao Berria var lækkert med friskskåret seranoskinke (kom i god tid pga. meget lang kø). Konceptet er, at man selv henter de små pindemadder til €1,85 pr. stk. og samler pindene i den lille holder på bordet. Når man er mæt, tælles pindene op, og man betaler derefter. Et genialt koncept.

Har man tiden til det, så tag en togtur væk fra Barcelona centrum og oplev Monteserrat. Her er en smuk udsigt til Cataloniens bjerge med både café og restaurant på toppen. Det er en smuk tur i cabel car op ad bjerget, og vil man det sidste stykke, kan man gå den lange tur op ad en snæver sti, men det kræver godt med tid og gode sko. Ellers er der et fint kloster, hvor man kan komme med på rundtur, og en fantastisk udsigt i de lavere luftlag.
Jeg gik et godt stykke op i bjergene og nød udsigten ud over bjergtoppene. Desværre måtte vi vende op, da det var ved at blive sent. Så vil man vandre, kan man sagtens bruge flere timer på toppen - det kræver bare, at man kommer tidligt på dagen og har gode sko med, for trappetrinene er små og stejle :)

Fakta om Barcelona / Spanien
Barcelona er hovedstad i den spanske region, Catalonien.
Spanien grænser til Portugal, Frankrig, Marokko, Gibraltar og Andorra.
Befolkningstal: ca. 1,6 mio. (Barcelona) - ca. 46,8 mio. (Spanien)
Valuta: Euro


lørdag den 30. april 2016

Turen går til Irland

Det er april 2016, og Dublin står for døren. Min japanske veninde, Chihoko, bor og arbejder i Dublin, og sammen med min veninde, Nanna, skal vi besøge hende i fem dage.

Min top 5:


1. The Temple Bar
Et hyggeligt, brolagt område med masser af boblende øl og live musik.
Og selvfølgelig skulle vi have en irish coffee på en ægte irish pub ;)

2. Trinity College 
Et historisk og flot universitetsområde med campus. Vores tourguide var en elev på universitetet med dertilhørende uniform. Jeg er pjattet med Harry Potter-looket, og det er alle pengene værd, selvom turen er kort. 
På vej ned ad trappen var jeg lige ved at gå ind i selveste L.O.C., der åbenbart var 'hjemme' i Irland. Indenfor findes det imponerende "The book of Kell's", der emmer af Hogwarts-nostalgi!

3. Free walk med historisk dybde 
Igennem Dublin flyder floden, Liffey, og det er tydeligt, hvor den rige del og den fattigere del af Dublin skærer. Med en free walk får man interessant baggrundsviden om byen og konflikterne mellem katolikker og protestanter i Irland og Nordirland. Det kan virkelig anbefales at tage på sådan en tur. Konceptet er, at man betaler et mindre beløb til guiden, når turen slutter (min erfaring har været omkring 30-50 kr. pr. mand alt efter tilfredsheden med turen). 

4. Togtur til Nordirlands hovedstad, Belfast 
Det er et fladt, men flot landskab, som udfolder sig uden for togruderne. Hvis man forestiller sig den storslåede skotske natur, skal jeg hilse og sige, at man bliver skuffet. Så vær forberedt på et landskab, der minder mere om det danske :) 
Vi besøgte et marked, Titanic museum og the Dome i et stort shoppingcenter. Hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg droppet museet og var i stedet taget lidt uden for Belfast for at se brudstykkerne af den gamle mur, der opdelte det gamle Belfast.

5. Guinness bryghus
Et gennemført sted, som helt sikkert er et besøg værd. Der er masser af sanseindtryk og smagsprøver, og kan man overhovedet sige, at man for alvor har været i Irland uden at have smagt en Guinness fra det lokale bryghus? ;) 

Der er intet eksotisk over Irland (overhovedet), selvom øen er grøn. Det er fladt, vejret er for det meste gråt, og irerne er endnu blegere end os danskere, men det rummer en spændende historie og en fantastisk pubkultur. Pludselig står man tætpakket på en pub, med en Guinness i hånden, side om side med unge såvel gamle og synger med på diverse irske hits (især U2) fra gemmeren. Følelsen af sammenhold og nostalgi rammer på én og samme tid. Det skal opleves!

Fakta om Irland
Republikken Irland omfatter størstedelen af øen Irland.
Det grænser til Nordirland (opdelt i 1921).
Befolkningstal: ca. 4,6 mio. 
Hovedstad: Dublin 
Valuta: Euro