søndag den 31. juli 2016

Eksamenskuller og rejsefeber

Det er en farlig cocktail! Jeg sidder og drømmer mig væk... det hjælper, at jeg er taget til Nordjylland, så jeg kan føle mig lidt som et feriebarn. Min familie hygger om mig, og det er dejligt at være heroppe, hvor lyset er ekstra skarpt, og vinden slår ind over land fra det nordlige Kattegat. Stranden har altid været mit yndlingssted, og intet slår lyden af bølgernes brusen :)

Midt i specialeskrivningen er en af mine yndlings overspringshandlinger at klikke mig ind på rejseblogs. Jeg bruger alt for meget tid på at surfe på nettet, men til gengæld får jeg masser af inspiration til min kommende rejse. Jeg er især vild med idéen om WWOOF, som står for World Wide Opportunitues on Organic Farms. Konceptet er, at man arbejder på en farm, og som betaling får man kost og logi (læs mere her).

Det er helt sikkert noget, jeg vil benytte mig af, når jeg skal af sted. Til dels for at få en anderledes og unik oplevelse, komme helt tæt på de lokale, og samtidig spare penge på kost og logi, som jo ofte er en af de største udgifter ved at rejse, når man først er på farten. Derudover er jeg opvokset i en familie, der har dyrket egne grøntsager i kolonihaven hver sommer. Det er noget, som jeg gerne vil fortsætte med, og på min egen lille terrasse i Aarhus dyrker jeg også selv diverse krydderurter. Kartoffelmaden smager bare bedre med purløg fra egen have :))


Drømmen er engang at være så selvforsynende som muligt. Jeg kan godt li' det fysiske arbejde, glæden ved at se ting gro og tanken om, at det ikke er fyldt med kemikalier. Så muligheden for at prøve livet på landet er noget, som jeg virkelig ser frem til.


søndag den 3. juli 2016

Forberedelser: Turen går til New Zealand og Australien

Siden 9. klassen har jeg haft en drøm om at bosætte mig i udlandet for en tid. Dén unikke oplevelse i at bo og leve side om side med de lokale, og virkelig få sproget samt kulturen ind under huden.

New Zealand stod øverst på min bucketlist i gymnasietiden, men jeg kom ikke af sted i mit friår, da jeg fik en kæreste, som jeg ikke ville rejse væk fra. Siden er årene gået. Efter min bachelor tog jeg på højskole, og undervejs endte mit forhold. NU skulle jeg af sted på kandidaten, men (det evige men!) det blev kun til et praktikophold i København.

Langt om længe er jeg snart færdig med mine studier, og der er for første gang ikke noget, der holder mig tilbage - andet end fornuften og den indre, lille tryghedsnarkoman, som nok gemmer sig i os alle.

Søren Rasted sagde det meget præcist i et indslag af Mads & Monopolet: "Livet er et spil. Den, der oplever mest, vinder.". Det stemmer ret godt overens med min livsfilosofi, sådan kogt ned til en bouillonterning, og jeg kaster mig derfor snart ud i mit næste eventyr i Oceanien: New Zealand og Australien.


Jeg har allerede fået et Working Holiday Visa til Australien, som gives til unge under 30 år uden børn. Det giver tilladelse til at bo og arbejde der i et år, og man kan frit rejse ind og ud af landet i dén periode. Det koster knap 2300 kr., og det er nemt at søge online. De første notater er indført i Lonely Planet's The best of Australia - top sights, authentic experiences. Om et halvt år kan jeg krydse endnu en verdensdel af på min bucketlist. Jeg glæder mig allerede!

fredag den 1. juli 2016

De syv verdensdele på min bucketlist

Jeg drømmer om at opleve alle syv verdensdele og mindst 30 lande, inden jeg fylder 30 år. Det sidste er nok mest realistisk, da rejsen til Antarktis kræver en hel del penge og tid! Status (opdateret december 2018): Jeg er 29 år, har besøgt 26 ud af 196 lande og fire ud af syv verdensdele i alt: Asien, Nordamerika, Australien/Oceanien og selvfølgelig Europa.



Her er et overblik over, hvor i verden jeg har været indtil videre:

ASIEN (8) 
1) Forenede Arabiske Erimater (Dubai 2013) 
2) Indonesien (Bali, Gili Trawangan 2017)
3) Japan (Tokyo, Tokamachi, Niigata 2013)
4) Malaysia (Tiomon Island, Kuala Lumpur, Penang, Langkawi 2013)
5) Singapore (2013 + 2017)
6) Sri Lanka (Kurunagela, Dambulla, Sigiriya, Polonuruwa, Kandy, Ella, Ohiya, Galle, Mirissa 2017) 
7) Thailand (Koh Tao, Bangkok, Chiang Mai 2013)
8) Vietnam (2018)

AFRIKA (0)

NORDAMERIKA (1)
9) USA (New York 2015)

SYDAMERIKA (0)

ANARKTIS (0)

EUROPA (16) 
10) Danmark (født her i 1989)
11) Frankrig (2xTaizé og Paris)
12) Færøerne (2013)
13) Grækenland (Skiathos 2012 – Kreta 2011)
14) Holland (2004)
15) Irland (Dublin og Dekalb 2016)
16) Kroatien (2006)
17) Norge (Kristiansand og Lillesand 2016 + Mandal 2018)
18) Portugal (Lissabon 2018)
19) Slovenien (2006)
20) Spanien (Barcelona 2016 – Tenerife 2009 – Gran Canaria 2003) 
21) Storbritannien (3xLondon og Nordirland 2016)
22) Sverige (2xGöteborg, Lund og Sälen)
23) Tyrkiet (Alanya 2008)
24) Tyskland (bl.a. Berlin 2013 + Berlin 2018)
25) Østrig (2006)

AUSTRALIEN/OceanIen (1)
26) Australien (Cairns 2017)