fredag den 30. august 2013

Turen går til Dubai

Vi fik mildest talt et kulturchok, da vi ankom til Dubai. Ramadanen er lige begyndt, hvilket betyder, at mad og drikke er forbudt i dagstimerne. Først når solen er gået ned, må man stoppe fasten for en stund. Dette gælder også turister. Ikke så meget som en mundfuld vand må vi indtage i det offentlige rum (kun mindre børn er undtaget). Det er ualmindeligt hedt i 44 graders varme. De større fastfood-kæder holdt åben i dagstimerne, men vi måtte spise maden på toilettet, haha! Vi kunne selvfølgelig også tage det med tilbage til hotellet, men det føltes som en lang vej bare for at spise, og så må man jo være lidt kreativ! Det var ikke lige optimalt planlagt af os :) 
Ankommet i Dubai Lufthavn
HOT HOT HOT - nødvendig afkøling på et busstoppested med aircondition, og jeg har taget mit tørklæde på hovedet, fordi mit mørke hår simpelthen BRÆNDER i solen.

Min top 5:

1. Burj Khalifa - verdens højeste enkeltstående bygning på 828 meter
Dubai er jo kendt for at være "for meget", prangende og funklende i al sin pragt, og Dubai bør opleves i form af en "luksusferie", hvor man ikke sparer på noget. Det er ikke egnet til at vandre rundt og gå på opdagelse, men til at opleve det mest spektakulære ting. Eksempelvis fortryder jeg, at vi ikke tog op i Burj Khalifa. Det koster fra omkring små 300 kr. at komme op på 124. etage eller en dyrere billet med adgang til 125. og 148. etage.


2. Dubai Marina og de mange spisesteder langs vandet
Noget, vi dog nød, var den hyggelige marina og de mange spisesteder, hvor man både kunne få mange små lækre retter og ryge vandpibe. Her glemmer man helt, at man befinder sig i et strengt muslimsk land, når unge indbyggere sidder rundt omkring og hygger sig med vandpibe og te.

På mange måder er det et kontrastfyldt land, og mit indtryk af Dubai er meget blandet. På den ene side fascinerer det mig, og på den anden side frastøder det mig. Toget er eksempelvis kønsopdelt, og kvinderne er tildækkede og gerne i følgeskab med mænd eller sønner. Men selvom vi tænkte over at dække knæ og skuldre til, føltes det ikke ubehageligt at gå rundt. Det virker, som om der er forståelse for, at vi er turister og kommer fra en anden kultur. 

Da vi første dag forvildede os ind i en togvogn for mænd, var der heller ikke nogen, der sagde noget. Vi opdagede det først selv dagen efter, da vi så et skilt om kønsopdeling i toget: "Nå, så var det måske derfor, at ham der kiggede lidt sjovt". I toget oplevede vi også en kvinde i burka, der komplimenterede en anden kvinde, der bar "almindeligt" tøj: "You are very stylish". Fordomme bliver hurtigt manet til jorden, når man står over for et andet menneske ansigt til ansigt og opdager, at man har mere tilfælles, end man ellers går og tror.  

3. Dubai Mall - kæmpe!
Her er alt inden for vandpiber og gulvlange kjoler til et kæmpemæssigt akvarium. Med sine 1200 butikker er det verdens største shoppingcenter. 

4. Den gamle bydel - en stærk kontrast
Vi tog også en tur til den gamle bydel, som viser et helt andet billede af Dubai. Her udfolder det almindelige daglige liv sig. Det var fint at få det indblik og sejle med vandtaxa fra den ene side af bredden til den anden sammen med de lokale. Men ellers var det begrænset, hvad der var at opleve her. 

5. De menneskeskabte øer

Vi har taget den skrabede version af Dubai-eventyret med et 3-stjernet hotel. Dubai egner sig uden tvivl allerbedst til et liv i luksus. Det er ikke rart at gå rundt i varmen, og de fedeste oplevelser koster (mange) penge. Jeg ville gerne ha' skydivet, redet på kamel i ørknen og kørt på vandscooter. Derudover ville jeg gerne ha' været inde i en moské, men det var kun nogle enkelte, hvor kvinder (og især turister) var velkomne.     

Der mange tilflyttere fra Sydøstasien, der arbejder og bor i landet, da de kan tjene mere her ift. hjemlandet. Der er kun ca. 20% såkaldte 'lokale' bosat i landet, resten er udlændinge. Hotellerne har alkoholbevilling, og en moderne livsstil bobler under overfladen.

Fakta om Dubai / de Forenede Arabiske Erimater
  Dubai er et af de syv emirater, der udgør de Forenede Arabiske Erimater (UAE)
Det grænser til emiratet Sharjah og Abu Dhabi
Hovedstad: Abu Dhabi 
Befolkningstal: 1,2 mio. (Dubai) - 4,4 mio. (UAE)
Valuta: Dirham (AED)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar