fredag den 5. august 2016

Tanker om at rejse væk

Det er er dejligt at være hjemme i Nordjylland, og jeg er så heldig stadig at have min farmor, farfar og mormor her. Min mormor elsker at rejse - og rejser stadig mere end mig, selvom hun er 83 år. Dét med at rejse og tage billeder har jeg helt sikkert fra hende, og hun synes, det er vildt spændende, at jeg rejser til New Zealand og Australien.

Min farfar, der fylder 90 år til februar, har ikke rejst i mange-mange år, men forleden fortalte han, at han som færdiguddannet kok kom i marinekorpset som ung og sejlede med Ø.K. (Østasiatisk Kompagni) til Sydney, hvor han kort var på fastland. Han synes også, det er fantastisk, at jeg tager af sted: "Det er bare med at opleve noget, mens man er ung", som han siger, "man kan hurtigt nok slå sig ned - jeg var jo selv 29, før jeg var klar".

Jeg kan mærke, at det betyder meget for mig, at de støtter mig i det. Det er jo langt væk, og tanken om, at de er oppe i årene, er noget, som jeg tænker en del på. Men jeg kan se, hvor glade de bliver ved tanken om, at jeg snart er færdig med mine studier og bagefter skal ud og forfølge mine drømme. Ifølge min farfar, så bliver jeg også en meget bedre samfundsfagslærer, når jeg har set verden med mine egne øjne :)