tirsdag den 24. maj 2016

Turen går til Barcelona

Det er søndag den 15. maj, og flyet er lettet fra Aalborg. Barcelona kalder, og ferien kickstartes med sangria. Jeg kan næsten høre kastagnetterne spille ;)
Når man er i Barcelona, skal man jo ikke snyde sig selv for at drikke sangria og cava i spandevis, spise tapas til man revner og købe masser af friske råvarer på Europas største madmarked. Barcelona er fantastisk pga. kombinationen mellem storby og strand. En top 5 rækker bestemt ikke, men jeg har alligevel kogt det ned til følgende:

Min top 5:


1. La Sagrada Familia - Gaudìs mesterværk
Hverken ord eller billeder kan retfærddiggøre, hvor fuldstændig fantastisk dette bygningsværk er! Jeg bruger sjældent ordet 'magisk', men det her er virkelig magisk. Vi købte en is over for kirken og gik en tur i den fine lille park. Husk at bestille indgangsbillet  til kirken på forhånd for at undgå at stå i kø :)
Lige over for kirken kan man købe de lækreste is.
Der er kælet for hver detalje: Alt fra materialer, lyd- og lysforhold. Lysindfaldet gennem de utallige mosaikker forvandler dagslyset til alle regnbuens farver. Det giver en fornemmelse af, at der er noget meget større end én selv her i Gaidìs guddommelige mesterværk.


2. Park Gäuell
Parken er enorm og eventyrlig. Små farverige mosaikker pryder bænken hele vejen rundt med udkig over Barcelona og havet i horisonten. Det minder mig om eventyret om Hans og Grete, der lokkes ind i pandekagehuset. Man kan få mange timer til at gå her :)


3. Casa Mila 
Vi besøger Casa Mila tegnet af Gaudì på min 27 års fødselsdag i fuld sol over Barcelona.
Gaudì var bl.a. inspireret af de organiske former, hvilket tydeligt går igen i hans værker. Det er ikke kun udenfor, men også inden for i Casa Mila, at man bliver imponeret af, hvor gennemført hele huset er. Det er utroligt, hvad man har været i stand til at bygge for over 100 år siden. Det åbnede i december 1910, og byggestilen er kendt som catalonsk modernisme.
Fra taget kan man kigge ud over Barcelona - en fantastisk udsigt, som indfanger La Sagrada Familia helt ude i horisonten. Her er træer overalt i bybilledet, og det giver en god modvægt til storbyfornemmelsen. Mange bygninger er udstyret med altaner, som er sirligt dekorerede under bunden, så man fra fortorvet har noget pænt at kigge op på. Fin lille detalje :)

4. Barceloneta - en gåtur langs havet


5. Ramblaen, markedet og en kop cappuccino på Placa Reial
Noget, man simpelthen ikke må snyde sig selv for, er en tur ned langs ramblaen med de små boder, gadekunstnere og et af Europas største madmarkeder, La Boqueria, som ligger ud til ramblaen.  Her er ALT, hvad man kan drømme om og mere til af frisk fisk, kød, frugt og grønt. Vi købte frokost herinde og slæbte store poser med friske råvarer med hjem til vores ferielejlighed. 
En tiltrængt kaffepause tilbringes med en kop cappuccino på Placa Rial i de smukkeste omgivelser - en kontrast til den hektiske rambla med alle dens boder og menneskemylder. Den hyggeligste lille oase midt i byen.

Der er mange-mange fantastiske oplevelser i Barcelona! Dette er blot et lille udpluk. Jeg ville gerne ha' været på Montjuïc og se Font Màgica - det magiske springvand, Camp Nou, besøgt den Olympiske by og nydt udsigten over Barcelona by. Derudover skulle det tyrkiske bad Aires være et besøg værd. 

Sangria, cava og tapas får jeg aldrig nok af, og især pintxos på Bilbao Berria var lækkert med friskskåret seranoskinke (kom i god tid pga. meget lang kø). Konceptet er, at man selv henter de små pindemadder til €1,85 pr. stk. og samler pindene i den lille holder på bordet. Når man er mæt, tælles pindene op, og man betaler derefter. Et genialt koncept.

Har man tiden til det, så tag en togtur væk fra Barcelona centrum og oplev Monteserrat. Her er en smuk udsigt til Cataloniens bjerge med både café og restaurant på toppen. Det er en smuk tur i cabel car op ad bjerget, og vil man det sidste stykke, kan man gå den lange tur op ad en snæver sti, men det kræver godt med tid og gode sko. Ellers er der et fint kloster, hvor man kan komme med på rundtur, og en fantastisk udsigt i de lavere luftlag.
Jeg gik et godt stykke op i bjergene og nød udsigten ud over bjergtoppene. Desværre måtte vi vende op, da det var ved at blive sent. Så vil man vandre, kan man sagtens bruge flere timer på toppen - det kræver bare, at man kommer tidligt på dagen og har gode sko med, for trappetrinene er små og stejle :)

Fakta om Barcelona / Spanien
Barcelona er hovedstad i den spanske region, Catalonien.
Spanien grænser til Portugal, Frankrig, Marokko, Gibraltar og Andorra.
Befolkningstal: ca. 1,6 mio. (Barcelona) - ca. 46,8 mio. (Spanien)
Valuta: Euro


Ingen kommentarer:

Send en kommentar